Artikel i anledning af 50 års jubilæum

GAMST MASKINSTATION

tlf. 75 58 80 51

Sydjysk maskinstation fejrer 50 års jubilæum

 

Gamst Maskinstation fejrer i denne uge 50-året for starten af maskinstationen. Det sker med et åbent hus arrangement på fredag den 30. juni.

 

Tekst og foto: John Ankersen

 

JUBILÆUM En lille grå Ferguson-traktor byder velkommen ved indkørslen til Gamst Maskinstation nær Vejen i Sydjylland.

 

Og en brugt grå Ferguson-traktor blev også starten på arbejdslivet for brødrene Vagn og Kaj Rasmussen, der blot var et par halvstore knægte, da deres far Johannes Rasmussen sammen med hustruen Bodild grundlagde starten på Gamst Maskinstation tilbage i 1967.

 

- Vi fik hver en brugt Ferguson-traktor, da vi blev konfirmeret, og så var vi i gang, husker Kaj Rasmussen, der sammen med sin bror Vagn på fredag markerer Gamst Maskinstations 50 års jubilæum med et åbent hus, hvor de to brødre også fejrer deres fødselsdage.

 

I løbet af 1970´erne blev Gamst Maskinstation til fuldtidsarbejde for de to brødre sammen med deres far og mor. Johannes Rasmussen døde i 1996, mens Bodild Rasmussen, der arbejdede i virksomheden til det sidste – døde i 2009.

 

Landbrug og maskinstation

 

Siden 1980 har Kaj og Vagn Rasmussen stået i spidsen for maskinstationen, der foruden maskinstationsopgaver for kunder, også står for den tilhørende landbrugsbedrift med 350 hektar egen jord, samt forpagtning af yderligere 450 hektar.

 

Blandt specialafgrøderne finder man industrikartofler og frøgræs. På bygningssiden ejer de to brødre foruden maskinstationen, også et stort staldanlæg, hvor der kan produceres op til 20.000 slagtesvin om året.

 

På maskinsiden har man løbende udskiftet og tilpasset sig den strukturudvikling, der er sket i landbruget – og som vil fortsætte i årene, der kommer.

 

- Stadigt større, men færre landbrug – og dermed større maskiner, lyder vurderingen hos Gamst Maskinstation, der foruden Vagn og Kaj beskæftiger seks ansatte. Dengang som i dag er kunderne primært landbrugsbedrifter i nærområdet.

 

På fredag markerer Vagn og Kaj Rasmussen Gamst Maskinstations 50 års jubilæum med åbent hus kl. 13.

 

 

Gamst Maskinstation | cvr. nr. 72 00 64 53 | Grønnevej 2 | Gamst | 6600 Vejen

tlf. nr. 75 58 80 51 | maill: vk@gamstmaskinstation.dk

 

Copyright Eponalilian v/Lilian Jeppesen